Posted by: Forsøgsdyrenes Værn | 13. januar 2010

Støtte til dyreforsøg – nu som ’gør det selv’

Forsøgsdyrenes Værn og en række andre europæiske dyreværnsorganisationer kører i øjeblikket en kampagne med det formål at sætte en endegyldig stopper for den meget smertefulde testning af botulinprodukter på forsøgsdyr. Botox-behandlinger bliver stadig mere udbredte verden over, og det er nemmere end nogensinde at købe sig til et yngre udseende – som godt nok kun varer nogle få måneder.

Botox på nettet – dyrene betaler prisen
Og nu er det også blevet muligt at købe discount botulinprodukter på nettet, som man selv administrerer foran spejlet. Enhver med sin sunde fornuft i behold burde kunne regne ud, at en sådan lemfældig omgang med ét af verdens farligste giftstoffer er forbundet med betydelige risici for den enkelte forbrugers helbred. Grænserne for hvad mennesker er villige til at gøre i jagten på evig ungdom – og gerne på budget – flyttes åbenbart hele tiden.

Den virkelige skandale
De risikovillige forbrugere spiller ikke alene hasard med deres eget helbred, men er ved deres køb af botulinprodukter også medvirkende til, at utallige forsøgsdyr udsættes for store lidelser. Medicinalvirksomheder tester nemlig fortsat botulin på forsøgsdyr, selv om der findes anerkendte alternativer til testene, som ikke indebærer brug af dyr. Dét er den virkelige skandale. Læs mere om botulingift, testning på dyr og dyrefri tests her.

Forbrugerprotester hjælper
Masser af almindelige forbrugere og kendte personligheder har ligeledes protesteret mod botulinproducenternes brug af forsøgsdyr. Brug din magt som forbruger! Nægt at købe produkter, der har forårsaget store lidelser hos forsøgsdyrene.


Kategorier

%d bloggers like this: