Posted by: Forsøgsdyrenes Værn | 26. januar 2010

Retskendelse skadelig for dyreværnssager

Færøernes Rets kendelse i jomfruhummersagen repræsenterer så afgjort et skridt tilbage for dyrenes velfærd. Den danske journalist Henrik Kerrn-Jespersen har nemlig fået rettens ord for, at det ikke var i strid med loven, da han som led i en madreportage for Politiken spiste en bogstavelig talt sprællende jomfruhummer. 

I modstrid med videnskaben
Retten i Thorshavn fandt, at jomfruhummere ikke er omfattede af dyreværnsloven, eftersom de ikke har et centralnervesystem og derfor angiveligt ikke kan føle smerte. Afgørelsen viser en forstemmende mangel på videnskabelig indsigt. Undersøgelser har for længst vist, at hummere og andre skaldyr reagerer på smertestimuli, selv om de ikke har en hjerne som pattedyrene. I stedet har de komplekse nervesystemer karakteriseret af store nervebundter (såkaldte ganglia), som ifølge zoologer gør dem i stand til, blandt mange andre ting, at føle smerte. 

Sørgelig præcedens
Hvad værre er, så danner Færøernes Ret med denne frifindelse præcedens for lignende sager i fremtiden. Det kan man se på den glade reaktion hos DR, der selv har en journalist tiltalt for dyremishandling. Sagen, der skal for retten i marts måned, gælder 12 småfisk, som i forbindelse med et tv-program fik skælshampoo hældt ned i deres akvarie, hvilket resulterede i fiskenes død.


Kategorier

%d bloggers like this: