Posted by: Forsøgsdyrenes Værn | 24. marts 2010

Møde i Kairo om at erstatte dyreforsøg med andre metoder

En række lande fra Mellemøsten og Nordafrika afholdt den 27. februar 2010 et seminar i Kairo med titlen ’Alternativer til Dyreforsøg i Uddannelse og Træning’. Seminaret, som er den første af sin slags i regionen, mundede ud i en resolution, der kræver, at dyreforsøg i naturvidenskab- og medicinuddannelserne fuldstændigt erstattes af andre, mere humane og moderne metoder.

Fremsynede resolutioner
I resolutionsteksten anerkendte seminardeltagerne de fordele, som moderne, dyrefri metoder har på både det pædagogiske, etiske, miljømæssige og økonomiske plan. Regeringerne i de mellemøstlige og nordafrikanske lande blev opfordret til at arbejde for at udvikle og implementere moderne og effektiv lovgivning. Ligeledes lød der en opfordring til uddannelsesinstitutionerne i regionen til at fjerne dyreforsøg fra biolog-, medicin- og veterinæruddannelsen.

Netværk på tværs af regionen
Seminaret blev organiseret af InterNiche (International Network for Humane Education) og Den Egyptiske Dyreværnsforening og havde deltagelse af videnskabsfolk, lærere, studerende og dyreværnsforeninger fra 24 lande. Mødet i Kairo bliver således startskuddet til at opbygge et netværk af partnerskaber og alliancer i regionen, som vil gøre en fælles indsats for, at resolutionerne føres ud i livet.


Kategorier

%d bloggers like this: