Posted by: Forsøgsdyrenes Værn | 25. maj 2010

Kunstigt væv kan spare dyreliv

Et ufatteligt stort antal forsøgsdyr dør hvert eneste år, fordi den amerikanske sundhedsstyrelse FDA (Food and Drug Administration) fastholder kravet om, at alle nye lægemidler testes på dyr. Som tidligere omtalt her på bloggen, er FDA i øvrigt blevet sagsøgt herfor. Men ny forskning fra Tel Aviv Universitet kan medføre, at færre dyr vil skulle lade livet som følge af den utidssvarende amerikanske lovgivning.

En mere effektiv vej
Det israelske forskerhold, ledet af professor Amit Gefen, har udviklet en teknologi, hvor der i stedet for levende dyr anvendes muskel-, fedt- eller knoglevæv genereret af stamceller. Metoden betyder, at antallet af anvendte forsøgsdyr vil kunne reduceres med 95 % i forhold til i dag. Derudover, som professor Gefen kraftigt understreger, er brugen af kunstigt fremstillet væv i stedet for levende dyr  en mere pålidelig og effektiv metode set udfra et videnskabeligt synspunkt, da forsøget kan udføres under fuldkommen kontrollerede forhold.

Fremtidssikret teknologi
Professors Gefens metode er ikke begrænset til én bestemt sygdom, men kan finde anvendelse på mange forskningsområder, som for eksempel diabetes eller vægttab. Som vi tidligere har skrevet, har stamcelleforskningen i det hele taget potentiale til at erstatte forsøgsdyr. For at nå dertil er det afgørende, at området får tilført de midler, der er nødvendige til at få sat skub i udviklingen.


Kategorier

%d bloggers like this: