Posted by: Forsøgsdyrenes Værn | 2. september 2010

Lige børn leger bedst

… åbenbart også når det gælder handel med pels. Den danske brancheorganisation for pelsdyravlere Kopenhagen Fur ser ifølge dagbladet Børsen nemlig gerne, at kinesiske pelsvirksomheder kommer til Danmark.

Kinesisk pels til Danmark
Kopenhagen Fur har noteret sig, at kinesiske pelsvirksomheder er i stærk vækst i deres hjemland, og vil derfor gerne hjælpe dem med at etablere sig i Danmark. Der ligger naturligvis ikke blot rendyrket altruisme bag invitationen. Den danske organisation, der i forvejen satser stort på eksport til det kinesiske marked, forventer en synergieffekt, der i sidste ende vil komme dem selv til gode.

Ingen beskyttelse for dyrene
Kina er berygtet for sin overordentlig respektløse holdning til dyr. Landet mangler således stadig at vedtage en dyreværnslov. Dyr holdes under gruopvækkende forhold og aflives ofte på bestialsk vis, både i det kinesiske landbrug og i en syg underholdningsindustri – tænk blot på dyrene i kinesiske cirkus. Pelsproduktionen er absolut ingen undtagelse, faktisk tværtimod. Dokumentarer, der viser rystende forhold på pelsfarmene, har vakt internationalt røre og givet anledning til talrige protester og opfordringer til boykot. Det lader til hverken at have anfægtet myndighederne eller den brede offentlighed i Kina.

Følgagtighed
Protesterne har åbenbart ikke lagt en dæmper på Kopenhagen Furs ønske om at samarbejde med kinesiske pelsvirksomheder, og heller ikke givet anledning til krav om etisk behandling af dyrene – noget, som måske også kunne tænkes at falde Kopenhagen Fur svært. Deres udmelding gør desværre klart, at hensynet til dyr ikke udgør noget reelt parameter i den danske brancheorganisations forretningsstrategi. Det bør ikke komme som en overraskelse, med Kopenhagen Furs indædte forsvar for de kritisable forhold i de danske pelsfarme in mente. Den opmærksomme læser kan imidlertid undre sig over, at heller ikke Børsens journalist finder det betimeligt at bringe det kontroversielle emne på banen. Det efterlader en med det indtryk, at følgagtige medier har glemt de journalistiske dyder og agerer reklameplatform for magtfulde repræsentanter for dansk industri. Men det er en helt anden historie…


Kategorier

%d bloggers like this: