Posted by: Forsøgsdyrenes Værn | 9. august 2011

Dødtræt af dobbeltmoral

Forsøgsdyrenes Værn finder det dobbeltmoralsk, at vi har en lov, der forbyder vanrøgt eller mishandling af privatejede dyr, men tillader at dyrene må udsættes for samme lidelse, hvis det foregår i et forsøgsinstitut. Her gennemgår forsøgsdyrene smerter, angst og andre lidelser i forskningsøjemed eller for at teste blandt andet husholdnings- og kosmetiske midler. Dét, der ville betegnes grov vanrøgt eller dyremishandling, når det sker i et privat hjem, kaldes tilladt dyreforsøg i et forsøgslaboratorium. Det er dobbeltmoral og dyrene betaler prisen.

Loven beskytter forskerne – ikke dyrene

Politikerne og forskningsindustrien forsøger altså at fortælle os, at når en hund lever i et privat hjem, så er den i højere grad i stand til at føle smerte og angst, end når den lever i et forsøgsinstitut. Med et snuptag er der hermed konstrueret en helt ny naturlov, som slår fast, at graden af et dyrs lidelse beror på, hvor det befinder sig. Konklusionen må være, at loven ikke beskytter forsøgsdyrene, men beskytter forskerne mod anklager om vanrøgt eller mishandling af dyr. Det er nemlig, hvad det ville blive kaldt, hvis vi andre påførte dyrene de samme lidelser. Det er dobbeltmoral.

Dobbeltmoral
Hundredetusinder af forsøgsdyr herhjemme udsættes hvert år for store lidelser. Vi vil bare helst ikke vide det. Vi bliver vrede og forargede, når vi læser om, at ejeren af et kæledyr har vanrøgtet eller mishandlet det. At forsøgsdyr udsættes for store lidelser, er der færre der reagerer overfor. Og det kan undre, for det er jo de samme dyrearter, der er kæledyr og forsøgsdyr. Har man blot den mindste respekt for dyr, så bliver man nødt til at give forsøgsdyrene en tanke og en hånd. Det faktum at forsøgsdyrenes lidelser foregår bag lukkede døre, bør ikke få os til at glemme dem.

Findes der andre metoder?
Ja, mange. F.eks. computer- og matematiske modeller, celle-, vævs- og organkulturer, kliniske studier, epidemiologiske undersøgelser m.m. Og der ville være endnu flere, hvis danske politikere tog loven seriøst og årligt afsatte en stor sum penge øremærket til forskning i og udvikling af alternative metoder til dyreforsøg. Flere lande har i årevis gjort det. Danmark er langt bagud. Dyrene betaler prisen. Politikerne har vedtaget en lov i 1993, der kræver brug af alternative metoder, men politikerne afsætter ikke én krone til at udvikle disse metoder. Det er dobbeltmoral.

Foto, copyright: One Voice


Kategorier

%d bloggers like this: