Posted by: Forsøgsdyrenes Værn | 30. august 2011

Syge dyr eller syg forskning

Under den temmelig uigennemtænkte og smagløse overskrift Grise forædlet med Alzheimers skriver Politiken, at forskere ved Aarhus Universitet har genmanipuleret grise til at fødes med et menneskeligt Alzheimers-gen. Hvordan et liv forudbestemt til sygdom kan betegnes som ’forædling’ er uforståeligt.

Født til sygdom
Genteknologien har gjort det muligt at avle dyr, der bærer gener til at udvikle bestemte sygdomme. Således avles der blandt andet diabetes-mus, sklerose- og nu Alzheimers-grise. Dyr der bliver født til et liv fyldt med lidelse. Som vi tidligere har skrevet her på bloggen er det udtryk for en etisk forkastelig tingsliggørelse af levende væsener, der reduceres til redskaber, som skal opfylde menneskets behov. Videnskabeligt set er det såre tvivlsomt, at det ’store gennembrud for dansk forskning’, som forskerne bag projektet forventer, vil indfinde sig. Forsøg på dyr er notorisk uegnede til at forudsige, hvordan en given behandling virker på mennesker.

Eksporteventyr eller dobbeltmoral
Holdet bag projektet glæder sig til udsigten til et såkaldt ”eksporteventyr”. Det firma, som er blevet oprettet til formålet, regner med at sælge 10-15.000 syge grise om året til Kina – ganske uagtet at landet er berygtet for sit yderst afslappede forhold til dyrevelfærd og sin manglende lovgivning på området. Det er himmelråbende dobbeltmoralsk, at man i Danmark det ene øjeblik hævder at være opmærksom på dyrevelfærd og dyreetiske aspekter i forskning, og det næste gladeligt eksporterer levende dyr til lande uden dyreværnslovgivning.


Kategorier

%d bloggers like this: