Om at spise dyr

Den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer’s Om at spise dyr føjer sig til rækken af bøger, artikler og dokumentarer, som forsøger at åbne forbrugernes øjne for den hårrejsende virkelighed i den industrielle husdyravl.

Rædslernes kabinet
Samlebåndsavlede dyr, der lever under unaturlige forhold, forvandlet til genetiske vanskabninger og ikke så sjældent grusomt lemlæstet under sjuskede slagtninger. Fugle, der er ude af stand til stå på deres ben – endsige bruge deres vinger. Grise, der lever stuvet sammen, som bliver fyldt med medicin og tvunget til et pseudoliv i modstrid med alle deres instinkter. Dyr med en genetik så abnorm, at de ikke længere kan reproducere sig selv – såkaldte dead-end animals. De mennesker, der arbejder i industrien, går heller ikke fri: det industrielle landbrug kan blandt mange kedelige rekorder bryste sig af at have én af de højeste forekomster af fysiske og psykiske arbejdsskader.

Safran Foer skriver om amerikanske forhold, hvor alt som bekendt er bigger than life. Men vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at tingene foregår anderledes i for eksempel Danmark. At der – i absolutte tal – er færre dyr i den danske kødindustri betyder jo på ingen måde, at det enkelte dyrs lidelse er mindre. Det er de faktiske forhold i stalden eller på slagtehuset, vi skal rette kikkerten mod – tal har intet at sige i denne sammenhæng.

Jorden er giftig
Forbrugernes krav om billigt kød giver det industrielle landbrug vind i sejlerne og ubegribeligt mange penge i kassen, men har enorme omkostninger for planeten. Foer fortæller flere historier om det industrielle landbrugs mildt sagt lemfældige omgang med miljøet. En af dem handler rent ud sagt om dyrenes efterladenskaber. Industrielt avlede grise fra et enkelt selskab (verdens største svinekødsproducent) producerer hver dag flere ekskrementer end alle mennesker i Californien og Texas tilsammen (omkring 60 millioner). Det findes der selvsagt intet kloaksystem, der kan tage imod – kolossale mængder gylle bliver dumpet i søer. Ikke sjældent sker der læk fra disse søer, som forpester vandveje i nærheden – den amerikanske Environmental Protection Agency regner med, at ca. 55.000 km vandløb er blevet forurenet af gylle. Man mindes en lignende hændelse her i Danmark – om end i mindre skala – hvor et enkelt gylleudslip fra en minkfarm ved Hjallerup ødelagde 10 kilometer vandløb.

En sund diæt?
I dag har industrielt opdræt gjort kød så billigt i Vesten, at de fleste ganske enkelt ikke kan forestille sig et måltid uden kød. Men hvad er det egentlig forbrugerne putter i munden? Samtidig med at landbrugsfabrikkerne har erstattet de traditionelle gårde, er antallet af madrelaterede sygdomme, såsom infektioner med campylobacter-, salmonella- og E.colibakterier eksploderet overalt i verden. Dertil kommer alle de muterede virusstammer, der tager artsspringet og inficerer mennesker – fugleinfluenza og svineinfluenza er oplagte eksempler. Svimlende mængder medicin pumpes i industridyrenes syge kroppe, så de overhovedet kan overleve, indtil de skal slagtes. I USA udskrives syv gange så meget antibiotika til industrielt avlede dyr end til mennesker. Derfor frygter eksperterne, at de vira, der overføres fra disse dyr, meget vel kan være antibiotika-resistente (modstandsdygtige over for antibiotika).

Et nødvendigt partisk indlæg
Om at spise dyr foregiver ikke at være et upartisk indlæg – forfatteren lægger på intet tidspunkt skjul på sin holdning og livsanskuelse. Men uanset den enkelte læsers udgangspunkt er bogen et ekstremt læseværdigt og tiltrængt bidrag i en debat, hvor den ene part, der plæderer for respekt for andre levende væsener, dårligt kan hamle op med en magtfuld modstanders utrættelige PR-maskine. Det er på høje tid, at etiske overvejelser om hvordan mennesket behandler andre dyr bringes tilbage på den scene, hvor kødindustrien i flere årtier uhindret har hamret deres budskab ind i forbrugernes bevidsthed: billigt kød til alle (og glem konsekvenserne for dyrene).

Der er sandelig tale om Davids kamp mod Goliat – men vi husker alle, hvordan dén kamp endte. Den iboende brutalitet i systemet er efterhånden selv med til at bringe det hele til et vendepunkt: det industrielle landbrug er blevet sit eget vægtigste modargument. Bøger som Om at spise dyr, der er båret af et gedigent oprør og en stærk medfølelse, gør deres til at skubbe balancen i retning af et mere humant system. Men i sidste ende er det vores ansvar som forbrugere at vende tommelfingeren nedad. Vores spisevaner bør stemme overens med vores etik: hvis vi græmmes ved de forfærdende forhold i kødfabrikkerne, så må vi én gang for alle fravælge de produkter, der kommer derfra.

%d bloggers like this: